Forenede Service blandt de nominerede til bæredygtighedspris

Danmarks største familieejede rengøringsvirksomhed er nomineret til ”European Cleaning & Hygiene Award” i kategorien ”Bæredygtighed – i praksis”. Prisen uddeles i London senere på året.

Forenede Service FN's verdensmål

Næsten fire millioner mennesker arbejder via mere end 270.000 virksomheder professionelt med rengøring i de europæiske lande og spiller blandt andet en vital rolle i forhold til befolkningernes sundhed og velvære – og for rengøringsbranchens image i de enkelte lande. Og når den historiske bygning ”Church House Westminister” i hjertet af London en torsdag aften midt i oktober bliver fyldes med gallaklædte personer fra hele Europa for at hylde rengøringsbranchen og dens aktører, er der en helt særlig grund til med danske øjne at holde øje med prisuddelingerne, som afslutter gallaaftenen. Hér er den danske landsdækkende rengøringsvirksomhed Forenede Service med sine næsten 2500 medarbejdere nemlig nomineret til en af de fornemme priser i ”European Cleaning & Hygiene Award”-uddelingen. Prisuddelingen arrangeres af ”European Cleaning Journal”, der er fagblad for den paneuropæiske brancheorganisation ”EFCI”.

En opmuntrende bekræftelse

Til arrangementet uddeles ni priser i kategorier som ”Bedste brug af smarte løsninger af serviceudbydere”, ”Forpligtelse til mangfoldighed i arbejdsstyrken” og ”Årets teknologiske innovation”. Forenede Service er nomineret i kategorien ”Bæredygtighed – i praksis”, hvor fire engelske rengøringsvirksomheder også er med i opløbet til at vinde prisen.

”Det er jo fantastisk, at vores engagerede miljøindsats i virksomheden får den her flotte internationale anerkendelse,” siger Forenede Services kvalitets- og miljøchef Nils Bjørn Larsen og uddyber:

”Nomineringen er et flot skulderklap og samtidig en opmuntrende bekræftelse på, at vi bevæger os den helt rigtige vej. Forenede Service har nemlig et samfundsansvar på området, som vi helhjertet har forpligtet os til at løfte. Vi ønsker oprigtigt at styrke indsatsen for at fungere som en bæredygtig virksomhed, der tager klimaforandringer og beskyttelsen af naturen og dyrene alvorligt – og også at vores medmennesker ikke skal risikere at være udsat for sundhedsskadelige stoffer, der optræder i konventionelle rengøringsmidler,” siger han og henviser til virksomhedens seneste skud på miljøindsatsen - nemlig udfasningen af 70.000 liter konventionel kemi på årsbasis til fordel for bæredygtige og plantebaserede rengøringsmidler. Man forventer at omlægningen er afsluttet inden årets udgang og den vil blandt andet reducere Forenede Services CO2-udledning med over 22 ton, ligesom det vil mindske miljøbelastningen med 4211 kilo plastik og 7210 kilo råolie hvert år.

Forenede Services grønne rejse 

Omlægningen til plantebaserede, bionedbrydelige rengøringsmidler i servicevirksomheden er bare en af flere mellemstationer på den grønne rejse, som Forenede Service er på i disse år. Inden for de sidste par år er der nemlig sat målrettet tryk på miljøindsatsen i virksomheden. Forenede Service er således blandt andet overgået til udelukkende at bruge uniformer, som er OEKO-TEX-mærket, der arbejdes ihærdigt med affaldssortering, alt aftørringspapir, som bruges hos kunderne, er FSC Danmark-certificeret, og der benyttes grøn strøm i alle virksomhedens bygninger. Desuden kigges der på miljøvenlige muligheder i forhold til blandt andet virksomhedens bilpark og belysning. Og ikke mindst blev Forenede Service sidste år miljøledelsescertificeret efter ISO-standarden DS/EN ISO 14001:2015. Et certifikat, som sammen med arbejdet med FN’s verdensmål samtidig er en stærk motiverende faktor for at fortsætte vores grønne rejse, forklarer kvalitets- og miljøchefen:

”Certificeringen forpligter nemlig Forenede Service til løbende og aktivt at forberede miljøindsatsen på alle områder og at kunne styrke og fremvise bæredygtige løsninger både for os og vores kunder,” siger Nils Bjørn Larsen.

De mest innovative i branchen

Michelle Marshall, som er chefredaktør for ”European Cleaning Journal” og medlem af juryen, der skal vurdere de nominerede kandidater til årets priser, oplyser, at juryen har modtaget mere end 130 fremragende indstillinger til de ni kategorier, som efterfølgende er blevet vurderet og snævret ind til i alt 35 nomineringer.
”Alle vores deltagere være utroligt stolte af det hårde arbejde og den dedikation, som de har demonstreret over for den professionelle rengøringssektor. Men der kan kun være ni vindere om aftenen, og vi føler, at vores nomineringsfelt sætter lys på nogle af de mest innovative virksomheder i branchen, og vi ønsker dem held og lykke den 17. oktober,” siger Michelle Marshall.
Og når ordene; ”and the winner is..,” lyder fra scenen i Church House Westminister, når vinderen i kategorien ”Bæredygtighed – i praksis” skal kåres, sidder der i hvert fald en dansk kvalitets- og miljøchef i salen, som håber at fortsættelsen lyder: ”…Forenede Service.”

”Ja, vi vil rigtigt gerne have den pris med hjem til Danmark,” siger han med et smil.

Forenede Service Grøn rengøring

Et stort skridt på vejen mod en grønnere hverdag

Forenede Service omlægger til plantebaserede og 100% nedbrydelige rengøringsmidler til gavn for miljøet og tusinder af mennesker. Her kan du læse mere om arbejdet med omlægningen, og hvad den betyder for miljø og mennesker.

Læs mere

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies